BPA står for Borgerstyret Personlig Assistance og er den betegnelse, vi skal til at kende hjælperordningen under. Lovgivningen træder i kraft d. 1. januar 2009. Den betyder, ud over et måske tiltrængt navneskift, at krav om et bestemt ”aktivitetsniveau” og krav om at personen selv, personligt og individuelt, skal være arbejdsgiver, bortfalder.

Desuden kan BPA bevilges, hvis det er den løsning, der synes mest anvendelig i forhold til en bestemt borgers behov. Det har noget at gøre med den såkaldte personkreds, som har været meget omtalt i forbindelse med hjælperordningen. En ordning, vi nu skal til at se på en helt ny måde.

Det er ikke noget, man bare lige gør efter 25 år. Det tager tid og kræver nye indstillinger og friske øjne både hos brugerne og hos de kommunale myndigheder. Mange af de ”autosvar”, der har været i forhold til ordningen skal nu gentænkes – BPA er kommet for at skabe rum for mere selvbestemmelse og fleksibilitet hos borgerne, fordi man ikke mente, at denne type hjælp virkelig kun kan komme ca. 1200 mennesker til gode i hele Danmark.

BPA er ikke kommet som en tilføjelse til hjælperordningen. BPA er hjælperordningen. BPA er ikke kommet som atter en besværlig arbejdsmæssig tilføjelse for kommunale sagasbehandlere på handicapområdet. BPA bliver arbejdet, især hvis man vil undgå institutionalisering, og det vil vi som bekendt gerne.

Paneldiskussion

Arrangementet på Egmont Højskolen var sat op som et panel og et spørgende publikum, der i høj grad bestod af borgere med en hjælperordning. Der var ca. 150 deltagere. I panelet sad politikerne René Skau Björnsson fra Socialdemokratiet og Line Barfoed fra Enhedslisten, højskolelærer og hjælpeordningsbruger Michael Pedersen og Bjarne Bjelke Jensen fra Videnscenter for Bevægelseshandicap.

Som aftenen skred frem blev det tydeligt, at der hersker en høj grad af usikkerhed vedrørende ordningen. Vil den betyde at kommunerne vil skære ned? Kan man blive presset til at lave sin ordning om? Kan man fortsat selv ansætte og afskedige? Hvordan kommer den nye borgerstyrede organisation LOBPA til at fungere? Hvordan kommer det til at fungere med den nye hjælper-overenskomst?

Det bliver for omfattende at viderebringe svarene på 2½ timers spørgsmål i denne opsummering, men først og fremmest skal det slås fast, at kommunerne ikke med den nye lov kan tvinge nogen til noget som helst. Hvis man allerede har en hjælperordning, som fungerer, og man gerne vil fortsætte med den, er det sådan, det er. Der ligger ingen besparelsesintentioner i lovgivningen.

Man skal selv fortsat bestemme, hvem man vil have som personlig assistent. At de måske så bliver formelt ansat i en organisation i stedet for hos borgeren selv, vil betyde, at det er organisationen, der har det juridiske ansvar. Og hvordan det vil fungere i praksis ved fyringer, må de enkelte organisationer finde ud af i samarbejde med borgerne selv.

Der er fortsat ingen, der er interesserede i uhæmmede fyringer på dette område. Derfor er ansættelsesfasen også så vigtig. At nogle får den opgave at vejlede og rådgive meget grundigt om, hvad en BPA er, og om hvad man går ind til, når man ansætter.

Uloba

Man kommer ikke uden om en fortsat stærk borgerforpligtelse i ordningen – den forsvinder ikke. Man kan på det område lære meget af den måde organisationen Uloba i Norge fungerer på. Et faktum, vi ikke har undladt at nævne mange gange på denne hjemmeside og som fx kan studeres nærmere i BPA-rapporten, der er linket til nederst på denne side.

Hele humlen er, at organisationen er med til at løfte hele opgaven for borgeren, på alle områder, så man ikke sidder med det alene. Der er fora for erfaringsudvekslinger, kursus, websites, administrativ assistance, rådgivning, konfliktmæglinger…

Fordelen i Uloba er desuden, at de har en fast timepris, universelt gældende, hvoraf en fast procentdel er til administration. What you see is what you get. Det er non-profit i modsætning til mange af de firmaer, kommunerne samarbejder med i dag. Kommunerne kan ikke få det meget lettere – og sådan skal det være, hvis ikke området skal gå i koks, som det er sket for det frie valg i ældreplejen.

Det skal også frem i lyset hvor mange midler, kommunerne bruger på fx administration, lønudbetalinger, vikardækning, arbejdsmiljø og rådgivning på ordningerne i dag. Det beløb skal naturligvis tages med i betragtning, når andre skal løse opgaven. Alene i Århus Kommune skal der nok være 25 årsværk, der har med hjælperordningen at gøre. Forhold som disse skal tages i betragtning, når man tænker på driftsomkostninger mv.

En fortsat udvikling

Det er dog allervæsentligst igen at slå fast, at et område som dette, repræsenterende toppen af et socialpolitisk kvalitets- og udviklings-isbjerg, skal have tid til at gro fast. Det kører ikke velsmurt i olie om to år – der er mange omstillinger og udfordringer. Bl.a. med at finde frem til, hvem der nu, i modsætning til før, kan få en §96 ordning.

Der er hele spørgsmålet om at rekruttere personale, som alle lignende områder også har, og som personlig assistance-tanken ikke må dø på. Der er en overenskomst, man skal finde frem til. Der er en helt ny brugerstyret og -ejet organisationstype, der skal op at stå. En decideret brugerdreven serviceorganisation. Se, dét er innovation, der er til at tage og føle på.

Så lad det være en afsluttende og konkluderende bemærkning: BPA må ikke stresses ihjel. I Norge og Sverige fortsætter udviklingen efter 15 år. Og vi skal endda i Danmark allerførst ryste noget af vanetænkningen fra den gamle hjælpeordning af. Lad informations- og opfølgningsindsatsen i forhold til BPA blive stærk og omfattende de næste år.

Læs BPA-rapporten her