

Rambøll har for Arbejdsmarkedsstyrelsen lave en analyse af den nuværende handicapindsats med fokus på barrierer. Rapporten er opdelt i tilknytning til arbejdsmarkedet, relevant lovgivning, jobcentrenes indsats og organisering af indsatsen.
Der drages følgende konklusioner:
Tilknytning til arbejdsmarkedet: Analysen viser, at eget initiativ i forhold til jobsøgning er den væsentligste årsag til, at mennesker med handicap er i beskæftigelse. Alligevel er der mange ledige med handicap, der ikke har søgt job inden for det seneste år, og som ikke mener, at de selv kan gøre mere for at komme i beskæftigelse.
Det konkluderes derfor, at der er et stort potentiale i at øge jobsøgningen blandt ledige med handicap, og i at gøre den ordinære indsats til omdrejningspunktet for handicapindsatsen.
Analysen visere endvidere, at ledige med handicap oplever deres funktionsnedsættelse som en barriere for at komme i beskæftigelse, men at mennesker med handicap, der er i beskæftigelse, giver udtryk for, at der på arbejdsmarkedet er rummelighed i forhold til at ansætte mennesker med handicap.
Endelig peger analysen på, at kontakt til arbejdsmarkedet påvirker den enkeltes vurdering af egen arbejdsevne i positiv retning.
Det vurderes derfor, at det er vigtigt at ændre holdningen blandt ledige med handicap fra et barriereperspektiv til et mulighedsperspektiv ifht. jobsøgning ved at understøtte de lediges tro på, at det er muligt at få job – og ved at styrke kontakten til arbejdsmarkedet for ledige med handicap.
Lovgivningen: De kompenserende ordninger er i overvejende grad dækkende. Personlig assistance og tilskud til hjælpemidler er de mest effektive ordninger, hvorimod reglerne om fortrinsadgang er mindre relevante.
Enkelte områder kan have behov for supplerende tiltag, herunder en styrket formidling om ordningernes anvendelse.
Jobcentrene: Der er brug for at understøtte jobsøgningen og aktive tilbud. Jobcentrene anvender primært vejlednings- og opkvalificeringsforløb, hvorimod virksomhedspraktik og løntilskud ikke anvendes i særlig stor udstrækning.
Ledige med handicap er kritiske i forhold til jobcentrenes indsats. Både hvad angår afklaring af jobmuligheder og centrenes evne til at målrette jobsøgningen til realistiske jobs i forhold til den enkeltes situation.
Organiseringen: Den overordnede rolle- og ansvarsfordeling på området fungerer, herunder den landsdækkende specialfunktions formidling af viden til nøglepersonerne. Dog på en sådan måde at de øvrige jobcentermedarbejdere i flere tilfælde ikke har haft den ønskede adgang til information og sparring.
Rambøll har tillige udarbejdet et løsningskatalog til analysen baseret på ovenstående konklusioner.
Hele analysen kan læses og downloades på arbejdsmarkedsstyrelsens hjemmeside: www.ams.dk. Det ultrakorte resumé på denne side lyder som følgende: ”Rambøll's evaluering af handicapindsatsen viser, at den indsats, vi allerede gør i forhold til at få personer med handicap i job, virker. Jobsøgning, samtaler og virksomhedsrettede tilbud får personer med handicap i job. Desværre søger for få ledige med handicap job”.
Og det må nok siges at være en noget forenklet konklusion på en mere kompliceret sammenhæng – med nedtoning af de samfundsmæssige barrierer i forhold til de individuelle.