02_09top3.png
Etik og værdier i socialt arbejde
Etik-og-vaerdier.jpg”Etisk bevidsthed er en grundlæggende del af socialarbejdernes professionelle praksis. Deres evne til og engagement i at handle etisk forsvarligt er et afgørende kvalitetsaspekt ved den ydelse, som tilbydes dem, der bruger de sociale tilbud”.

Denne konstatering er den røde tråd. Alternativet til etisk bevidsthed som bærende for socialarbejdet er ifølge udgivelsen fundamentalisme, som kendes i tre udformninger: den ideologiske, den religiøse og den pseudovidenskabelige.

Alle tre hævder, at der findes en definitiv sandhed, som rummer overordnede normer for samfundets indretning. Følgelig skal disse fastlægge værdigrundlag, målsætning, etiske principper og praksisnormer for det sociale arbejde.

Den røde tråd i udgivelsen insisterer på et alternativ til sådanne opfattelser. Værdigrundlaget for socialarbejde må nødvendigvis komme fra en kilde, der er selvstændig og uafhængig af de fundamentalistiske postulater.

Hvilket er etik i form af grundværdier og principper, som mennesker anerkender og føler sig bundet af i deres almindelige liv og samliv. Dvs. grundværdier som individuel værdighed og menneskers lighed i værdighed, og principper i relation til menneskerettighederne.

Socialt arbejde bygger på disse grundværdier. Det professionelle mål er at øge den enkeltes magt over egen tilværelse. På grund af det særlige værdigrundlag, formål og vilkår skal den etiske bevidsthed stå centralt i det sociale arbejde.

En etisk forsvarlig socialarbejdspraksis er netop ikke en praksis, der lever op til visse normer. Der er snarere tale om en etisk bevidsthed i praksis. Den røde tråd hænger sammen med en alternativ selvforståelse for socialarbejdsprofessionen, hvor formålet er at forbedre den enkeltes mulighed for et liv, der er værd at leve. Dette opnås ved at igangsætte og støtte menneskelig vækst og udvikling – hos individer og i grupper og større sociale helheder.

Til at bygge bro mellem teori og praksis benyttes den professionsetiske beslutningsmodel (PEM). Kernen er "Det etiske hjul". For at være etisk ansvarlig skal en afgørelse baseres på stillingtagen til de relevante grunde for og imod, der viser sig i hver af de tre dimensioner: pligter, konsekvenser og idealer.

Ifølge udgivelsen er godt socialt arbejde således kendetegnet ved etisk bevidsthed. Selve meningen med at reflektere over etiske værdier, principper og regler er at nå frem til etisk forsvarlige valg og handlinger i konkrete praksissituationer.

Titel: Etik og værdier i socialt arbejde
Forfatter: Jørgen Husted
Udgiver: Hans Reitzels Forlag
Omfang: 280
ISBN: 978-87-412-5332-9
Bestilling: www.hansreitzel.dk
 
Publiceret: 12-03-2010
 
Tilbage til oversigten
Videnscenter for Bevægelseshandicap, 8000 Århus C, Tlf: + 45 8949 1270, www.vfb.dk