Handlingskompetence og ideologi
- individ, profession og samfund
Intro
I de såkaldte relationsbaserede tjenester inden for det social- og sundhedsfaglige og pædagogiske område forventes det i dag, at fagpersonen tager udgangspunkt i kompetencer, som er forankret i hele personen – ikke blot i fagkundskab, tekniske færdigheder, neutralitet og saglighed, men tillige i følelser, værdier og ideologier.
Det er derfor nødvendigt at få indsigt i, hvordan kompetencer bygges op og udvikles. Og tillige se nærmere på hvilken rolle værdier og ideologier spiller. Sigtet er at bidrage til en empirisk baseret teori om personers udvikling af deres professionelle handlekompetencer fra et mere helhedspræget og langsigtet perspektiv.
De teoretiske og empiriske bidrag er udviklet på grundlag af analyser af en række kvantitative og kvalitative data, som er indsamlet i det norske forskningsprojekt ”I krydsilden mellem uddannelse og praksisfeltets krav”. Udgivelsens forfattere er Pär Nygren, professor i psykologi og socialt arbejde samt Halvor Fauske, professor i sociologi og socialt arbejde.
Omdrejningpunktet er, at den traditionelle skillelinje mellem professionsudøverens subjektive følelser, værdier og ideologier på den ene side, og de objektive og tekniske kompetencer på den anden side, er under opløsning. Derfor stilles der helt nye krav til de professionelle kompetencer, som bygger på en integrering af værdier, ideologier, fagkundskaber og tekniske færdigheder. Professionsudøveren er med andre ord blevet til en person, ikke kun en objektiv funktion.
Derfor omhandler teorien også konkrete personer, der bliver til professionelle personer. Bogen har en dobbeltmålsætning: at præsentere såvel en teori som empiriske fund om professionelle kompetencer og de processer, gennem hvilke personerne udvikler den slags professionelle kompetencer i. I denne dobbelte fokusering på både processer (kompetenceudvikling) og produkter (kompetencer) står den enkelte og konkrete person i centrum.
Handlekompetence
Bogen tager sit udgangspunkt i den kulturhistoriske psykologis perspektiv, der lægger stor vægt på handlingsaspektet. Den proces, hvor en person bliver til en professionel person, drejer sig om denne persons kontinuerlige udvikling af sine kompetencer, så der kan handles i professionelle sammenhænge. Begrebet professionel handlekompetence er derfor centralt hele bogen igennem.
Ambitionen er at overskride både den traditionelle læringsteoris individualistiske læringsforståelse og den situerede læringsteoris forholdsvis ensidige læggen vægt på den sociale dimension i sin læringsforståelse. For at denne type overskridelse er mulig, er det nødvendigt at udvikle et nyt kompetencebegreb.
En professionel handlekompetence er en menneskelig ressource, som blandt andet sætter den enkelte person og det aktuelle professionelle praksisfællesskab i stand til at løse bestemte opgaver i bestemte sociokulturelle og materielle omgivelser. Derfor er det vigtigt at opnå forståelse af, hvad de professionelle kompetencer består af, og hvordan de kan videreudvikles.
Professionel handlekompetence indeholder ifølge udgivelsen fem hovedelementer: Erhvervsrelevant viden, erhvervsrelevante færdigheder, erhvervsrelevant kontrol over ydre betingelser, erhvervsidentiteter samt erhvervsrelevant handleberedskab - der er en integreret helhed af de fire øvrige hovedelementer.
Det erhvervsrelevante handlingsberedskab har to hovedformer, en almen potentiel form – uafhængig af kontekst og praksis og en specifik realiseret form – den funktionelle tilpasning til den aktuelle praksis.
Ideologi
Der er tre begreber der er grundlæggende for at forstå den rolle, som de ideologiske formationer og deres værdier spiller i menneskenes sociale praksis: individ, praksisfællesskab og medierende artefakter (fx en bestemt faglig metode). Disse tre begreber står i et indre gensidigt forhold til hinanden.
Værdier og ideologier er vigtige funktioner, når det gælder om at vejlede, legitimere og regulere handlinger. Udgangspunktet er, at værdier og ideologier udvikles og bruges i praksis som et resultat af individets sociale samspil med sine omgivelser. Det er således også en overskridelse af en skelnen mellem det indre og det ydre eller mellem person og omverden.
Gennem ideologiske forhandlinger bliver man i et socialt fællesskab enige om gyldigheden af bestemte værdier. Værdierne har dermed både en subjektiv og en objektiv karakter. Subjektive, fordi de er produkter af menneskers interesser og præferencer. Objektive, fordi værdierne bliver forankret uden for det enkelte individ i et socialt fællesskab og i samfundets institutioner.
Det illustreres således, hvordan den rolle som værdierne og ideologierne spiller i personens individuelle handleberedskab i praksis overskrider den traditionelle skillelinje mellem person og profession.
Exit
Bogen henvender sig først og fremmest til lærere og studerende på professionsuddannelserne inden for de sundheds- og socialfaglige, psykologiske og pædagogiske områder. Den anden hovedmålgruppe er de øvrige aktører, der har interesse for området og arbejder med relationsbaseret praksis og spørgsmål om professioner og professionalisering.
Udgivelsen er ikke umiddelbart let tilgængelig, ej heller let læst. Til gengæld indeholder den en mængde relevant materiale. Ikke mindst i tilgangen til handlingskompetence der ses som en dynamisk proces. Og i sit opgør med en række traditionelle dualismer: subjektiv/objektiv – ydre/indre – individ/omverden – person/fagperson.
VfB-udgivelsen ”Metode og dokumentation” (2006) indeholder et interview med den ene af udgivelsens forfattere Pär Nygren. Læs mere om Nygren's tanker og argumenter i artiklen: "Socialarbejdere - kom ud af busken". (PDF, åbner i nyt vindue).
Titel: Handlekompetence og ideologi – individ, profession og samfund
Forfattere: Pär Nygren, Halvor Fauske
Udgiver: Dansk Psykologisk Forlag
Omfang: 296 sider
ISBN: 978 87 7706 636 8
Bestilling: www.dpf.dk
Pris: 328 Kr.