Månedens bog januar 2010
The Disabling State of an Active SocietyArbejdsmarkedsområdet har de seneste år været fokus for stor opmærksomhed – vi mangler arbejdskraft, eller kommer i hvert fald til det – og hvordan kan vi få flere i arbejde, eksempelvis mennesker med handicap? Hvilke ressourcer vil vi sætte ind med for at opnå det, og hvordan øger vi en gruppes eller et individs ”ansættelses-egnethed”?
Månedens bog er fra Sverige, eller faktisk er den udgivet på et britisk forlag på engelsk, men forfatteren og forskningen i bogen er fra Sverige. Forfatteren er Mikael Holmqvist fra Stockholm Universitet. Han har forsket i de tiltag, der sættes ind med for at få mennesker med handicap i arbejde i Sverige, og som er en del af den bølge af aktiveringsprogrammer, der har ramt Europa og andre vestlige lande. Der skal sættes ind med arbejdsrelaterede indsatser frem for en passiv ydelse, og der forkuseres på arbejdsevne og det, Blomqvist kalder ”employability” – ansættelses-egnethed.
Som det hurtigt påpeges i bogen, er bevægelsen en del af en øget ansvarsforflyttelse fra samfundet til individet. For dem, som ikke selv evner at blive en del af arbejdsmarkedet, skal der sættes ind med tiltag, der transformerer individet til at blive egnet. Det ansættelses-egnede individ bliver en normativ kategori med et værdisæt om handlekraftighed og initiativ.
Blomqvist skriver, at dette fokus er et resultat af en bestemt måde at opfatte arbejdsløshed på. Hvis man ser det som et resultat af folks mangler og problemer, så vil politiske tiltag fokusere på at ændre disse individers egnethed, fx i forhold til attituder og motivation, frem for strukturelle ændringer i samfundet. Derfor skal personerne ”rehabiliteres”, ”ændres”, de skal ”empoweres” og ”normaliseres” gennem individuelle læringstiltag i fx aktiveringsprogrammer.
Hele Blomqvists pointe er, at når man fra samfundets side udskiller personer, der på denne måde er målgruppe for individuelle ændringer (”enablement” og ”empowerment”) pga det, der ses som indviduelle mangler eller fejl, så er man også fra samfundets side med til at skabe og opbygge kategorier af funktionsnedsættelser og handicap. Det bliver et ekspertsystem, der navngiver og brander personer som bærere af en eller anden nedsat funktion. I forsøget på at aktivere sine borgere, kommer samfundet paradoksalt nok til at ”disable” dem. Med andre ord: sådanne velfærdsprogrammer handicapper borgerne.
Samhall
Mikael Holmqvist baserer sin bog på et detaljeret flerårigt etnografisk forskningsprojekt om den svenske rehabiliteringsorganisation Samhall, som i dag beskæftiger ca. 22.000 tidligere arbejdsløse. Dermed underbygger han ovenstående tese om et af velfærdssamfundenes dilemmaer med et konkret og indgående studie af praksis i en af velfærdssamfundenes højborge: Sverige.
Samhall, som er ejet af den svenske stat og samarbejder med nogle af de største svenske firmaer, ansætter ”occupationally disabled people”. Atter et svært oversætteligt begreb, men et forsøg kunne være ”arbejdsmæssigt handicappede personer”. De skal gennem en Samhall-ansættelse forbedre deres arbejdsevne eller ansættelses-egnethed. Programmerne er særligt rettet mod handicappede og skal modvirke social eksklusion samt forbedre deres helbred og generelle livskvalitet. Samhall bliver set som en svensk velfærdskronjuvel, skriver Holmqvist. Hvorefter han begynder at problematisere og diskutere hele modellen.
Et af omdrejningspunkterne i bogen, og et af dem, der er mest interessant fra en handicap-vinkel, er spørgsmålet om handicap-kodning. For at blive ansat gennem Samhall, skal man nemlig tilhøre kategorien ”arbejdsmæssigt handicappet”. At dét er en yderst fleksibel og bøjelig kategori, er der i bogen mange gode eksempler på. Man sidder tilbage med et indtryk af, at der praktisk talt ikke er noget objektivt bedømmelseskriterium, men at det er et spørgsmål om forhandling.
I kapitel 2 redegøres der for, hvordan Samhall fungerer og hvilke målsætninger, programmet har. Det er ikke kun et spørgsmål om at ansætte personer, der ellers ikke ville blive ansat, men også om at forbedre selvtillid, selvstændighed og kompetencer. Målsætningen er, at ansættelse i Samhall skal resultere i at man ansættes andetsteds, at man udsluses til en anden arbejdsgiver. Det er dog sjældent tilfældet og således er Samhall vokset ganske betydeligt gennem årene.
Holmqvist taler om, at Samhall er med til at skabe en slags handicap-lock-in mekanisme for nogle af de ansatte – det er svært at komme videre, både fra Samhall, men også fra ens rolle som arbejdsmæssigt handicappet.
Handicap-kodning
Som nævnt er en ansættelse i Samhall et resultat af en kodning. I håndbogen fra den svenske stat er der 14 typer af handicap – i den arbejdsmæssige forstand. De er både af fysisk og psykologisk karakter, men også af mere psyko-social natur. De senere år har manglende sproglige forudsætninger også været tilstrækkeligt til at blive ”kodet”. Men ”manglende sproglige forudsætninger” ikke er en del af kodesystemet, og så må vedkommende indplaceres et andet sted i kategorierne, eksempelvis via Post Traumatisk Stress Disorder – kodningen er ganske enkelt adgangsgivende til Samhall. Efter kodningen er ansøgerne ikke bare arbejdsløse, men nu også bærere af mærkaten ”occupationally disabled”.
Holmqvist fortæller i bogen om disse koders historie, om at de løbende er blevet ændret og udvidet. Kodningen sker gennem et møde med ansøgeren, og jobkonsulenten skal dernæst foreslå en kode for ansøgeren, som vedkommende så skal acceptere eller ej. Underforstået, hvis man gerne vil ansættes i Samhall, skal man acceptere jobkonsulentens indplacering i dette kodesystem. Det er ikke noget, man selv vælger ud fra personlig erfaring.
I de fleste sager hos Samhall er der ingen tydelig og ”objektiv” funktionsnedsættelse, selv om de ansatte altså klassificeres som ”handicappede”, i hvert fald i erhvervsmæssig forstand. Flere konkrete eksempler viser hvordan personer efter lange sagsforsløb kan ende i eksempelvis kategorien ”andet motorisk handicap”, selv om intet kan påvises lægefagligt.
Klassificeringen er simpelthen nødvendig ud fra den måde systemet fungerer på. Og hvis man gerne vil nyde godt af Samhalls uddannelses- og beskæftigelsesprogrammer, skal man altså acceptere denne kodning. Hvis personen ikke vil acceptere det, er det konsulentens rolle at arbejde med denne nødvendige accept. Man kan jo ikke tvinge nogen til noget, så konsulenten skal overbevise ansøgeren om, at vedkommende har et ”handicap”. Normalt vil konsulenten have en masse udredninger om ansøgeren at læne sig op ad, mens ansøgeren taler fra et personlig erfaringsgundlag.
Personen vil i sagens natur have haft svært ved at få eller fastholde et job, derfor henvisningen, og således kan erhvervsmæssige eller strukturelle faktorer faktisk udløse en handicap-kodning for den enkelte. Hele Holmqvists bog er et velfunderet eksempel fra praksis om, hvordan arbejdsløshed i stigende grad gøres til funktionsnedsættelse. Bogen skriver sig således ind i normalitetsdebatten i velfærdsstaten. Nogle mennesker passer ikke ind i arbejdsmarkedet, og staten gør det til sin opgave at kode personerne og få dem til at acceptere ”tilstanden”, så de passer ind i statens programmer.
Derfor er et ord som ”selvindsigt” så væsentligt. Individet skal ”forstå” sit handicap, for med dette udgangspunkt at kunne udvikle sig i forhold til selvtillid, kompetencer, selvstændighed etc. Det er jo her, ”handicappet” ligger, i denne forståelse, hos individet.
Kodningsfleksibilitet
Der er også eksempler på, at overvægtighed bliver til ”andet motorisk handicap” – fx hos en kok, der har haft svært ved at finde job, og derfor gerne vil have et via Samhall. Han fik at vide, at man ”skulle være syg” for at blive inkluderet i Samhall, hvorefter han overvejede, hvad det mon kunne indebære – hvad skulle han gøre for at blive opfattet som ”syg”? Efter en samtale med en konsulent blev det altså overvægt, der kom til at ligge til grund for, at han nu kunne opnå en handicapkodning og således blive målgruppe for Samhalls tilbud.
Statens konsulenter forklarer Holmqvist i interviewene at ja, man skal have en medicinsk diagnose, men de kan ikke udelukkende basere sig på medicinsk data, når de foretager kodningen. Man vil på den ene side gerne fremstå som bærere af objektive medicinske kriterier samtidig med, at virkeligheden bare ikke passer til disse. Lægerne har ikke ”det fulde billede” af personen, forklares det, og til tider beder konsulenterne endda ansøgerne om at finde andre læger, der kan understøtte den ”tilstand” eller diagnose, som jobkonsulenterne finder nødvendig.
Men kravene er bøjelige. I visse dele af Sverige bliver det at have været arbejdsløs i længere tid set som værende ”tilstand” nok, og således vil Samhall nogle gange se gennem fingre med handicap-kodningen. Det vil dog andre steder og i andre afdelinger være genstand for skarp kritik, hvis man ikke er konsekvente med kodningen.
Eksklusion før inklusion
I bund og grund skal man acceptere etiketten ”handicappet”, hvis man vil nyde godt af Samhalls statslige tilbud på særlige vilkår, ikke mindst subsidierede jobtilbud og beskyttet beskæftigelse. Som Holmqvist pointerer:
”Hence, if Samhall is to transform you into an able and fully included person in society, you must first be made disabled and excluded by society”.
Og videre: eftersom arbejdsløse over tid vil have en tendens til at blive gjort til eller set som erhversmæssigt handicappede eller funktionsnedsatte, kommer det ikke som nogen overraskelse, når en rapport fra den svenske stat konkluderer, at ”handicappede og mennesker med funktionsnedsættelse er mere arbejdsløse end gennemsnittet”. Staten sætter jo, som Holmqvist viser gennem sin flerårige undersøgelse, i stigende grad lighedstegn mellem de to kategorier ”arbejdsløs” og ”funktionshæmmet”.
Disse iagttagelser er fremragende formuleret af Holmqvist, der på god etnografisk vis dissekerer noget af den rationalitet, vi mener, der er så fremherskende i vores samfunds måder at fungere på.
Denne måneds bog er et godt eksempel på den slags studier, vi meget gerne ser flere af. Et grundigt empirisk studie forenet med analyser af statslige hensigtserklæringer og relevant litteratur, der skriver sig ind i en debat om arbejdsmarkedet og det ”aktive” samfund, der er aktuel i snart sagt hele den vestlige verden. Bogen tydeliggør hvordan normalsamfundet og statslige politikker er med til at forme vores forståelse af handicap, i dette tilfælde i forbindelse med arbejdsmarkedet.
Bogen bør være relevant læsning for både studerende på socialrådgiveruddannelsen og for ansatte på jobcentre. Samt for alle, der interesserer sig for strukturelle sociale mekanismer i samfundet. Og det er jo mange. For flere diskussioner om konstruktioner af handicapkategorier kan man med fordel læse ”Handicap som krydsfelt” (VfB 2009).
Titel: The Disabling State of an Active Society
Forfatter: Mikael Holmqvist,
Udgiver: Ashgate
Omfang: 178 sider
ISBN: 978-0-7546-7832-8
Pris: £55.00, online: £49.50
Bestilling: www.ashgate.com
Publiceret: 04-01-2010
Videnscenter for Bevægelseshandicap, MarselisborgCentret, Bygning 3, 2. sal, P.P. Ørumsgade 11, 8000 Århus C, Tlf: + 45 8949 1270