Send email til VfB
Adgangforalle.dk - Software til oplæsning (Åbner i nyt vindue)
Printervenlig udgave (Åbner i nyt vindue)
Sitemap for vfb.dk
English Information
RSS feeds fra VfB
Videnscenter for Bevægelseshandicap
02_09top3.png
Du er her: Månedens bog

Billede_manedens_bog2.jpg


På disse sider findes omtaler af særligt relevante udgivelser, valgt til månedens bog

 

 

Månedens bog december 2009

Magtfulde-diagnoserMagtfulde diagnoser – Diffuse lidelser
Bogen er resultatet af et forskningsprojekt med fokus på, hvordan det stigende antal personer med diffuse lidelser, forstås og imødekommes i henholdsvis sundhedssektoren og det sociale system. Der vises særskilt interesse for, hvordan sygdom defineres, og hvilke roller diagnoser har for denne definition. Desuden diskuteres kønsaspektet, og det undersøges, hvorfor det stort set kun er kvinder, som får disse sygdomme.


Et centralt spørgsmål er, hvordan man kategoriserer og diagnosticerer personers lidelser, når disse er diffuse, hvilket vil sige, at personerne oplever smerter, som det medicinske system ikke umiddelbart kan dokumentere. Smerter i bevægeapparatet er ifølge undersøgelsen den hyppigst nævnte lidelse, her er medregnet fibromyalgi, diffuse smerter, gigt og piskesmæld. Derudover fokuseres på stress og depression. Da disse diffuse lidelser er vanskelige at placere i systemets kasser og kategorier, bliver kravet om en diagnose så meget desto større.


I udgivelsens optik er diagnoser ikke et neutralt redskab, der objektivt kan indfange og kategorisere smerter og lidelser. Tværtimod demonstreres det, hvordan der sker en påvirkning systemerne og systemernes indbyggede logikker imellem, som har betydning for, hvilke diagnoser der stilles. I ethvert samfund udvikles diagnoser, som på det givne tidspunkt fremstår som en meningsfuld måde at begribe bestemte lidelser på. Udgivelsen ser nærmere på, hvordan diagnoser skabes og genskabes i forskellige sammenhænge og logikker.


Interessant bliver dermed også de dominerende opfattelser af, hvad en sund og rask samfundsborger er. I undersøgelsen ses nærmere på, hvordan sygdom forstås og fortolkes forskelligt af henholdsvis de sygemeldte selv, deres læger og sagsbehandlere på jobcentrene.


Udgangspunktet er sygedagpengelovgivningen, der sætter nogle særlige rammer for retten til sygedagpenge, som er betinget af, at sygdommen vurderes/bestemmes, og at sygdommen er personlig. Når sagsbehandlere efterspørger diagnoser, så reflekterer praksis lovgivningen på området. På samme måde som sagsbehandlernes fokus på borgerens personlige sygdom og ikke eventuelt belastende forhold i dennes sociale situation er et resultat af sygedagpengelovningen.

 

Det snævre sygdomsbegreb, som de fleste sagsbehandlere opererer med, er således direkte relateret til lovgivningens krav om, at sygdom udelukkende skal forstås som en personlig begivenhed, der skal kunne bestemmes. Sagsbehandlerne i undersøgelsen beskriver ofte, at de befinder sig i en fagligt vanskelig situation, fordi de ikke kan vurdere borgeren ud fra et helhedsprincip, hvor hele sygedagpengemodtagerens situation tages i betragtning, når dennes arbejdsevne skal vurderes.


Så til trods for at de fleste sagsbehandlere i nærværende undersøgelse forstår sygdom som et bredt begreb, der kan rumme mange lidelser og årsager til lidelser, så kan de ikke handle ud fra denne forståelse af sygdom, når de skal afgøre, om en person har ret til sygedagpenge eller ej.


De er tvunget til at handle inden for de lovgivningsrammer, der strukturerer deres arbejdsområde, og her opererer man med et langt snævrere sygdomsbegreb. Og det er i den forbindelse tydeligt, at det især er sagsbehandlerne, der føler sig nødsaget til at tage afsæt i lovgivningen.


De fleste læger arbejder almindeligvis med diagnoser og diagnosticeringsværktøjer. Men patienter med diffuse lidelser sætter ofte andre krav til lægens faglige forståelse. Som supplement til idealet om at lave vurdering baseret på objektivitet må lægen desuden inddrage elementer som eksempelvis tillid og troværdighed. Lægerne synes dermed at indtage en position, hvor den enkelte patient vurderes på egne præmisser, fx ved at tage den sociale situation med i vurderingen af sygdom.


Når det handler om sygedagpengemodtagere med diffuse lidelser peger udgivelsen på, at lægerne og sagsbehandlerne, på grund af de samfundsmæssige rammer, tilsyneladende har byttet roller. Lægerne, der er skolet til at have fokus på den individuelle krop, diagnoser og behandlinger, anvender i disse tilfælde et bredere sygdomsbegreb, som godt kan rumme livskriser og belastende psykosociale forhold.


I modsætning hertil anvender sagsbehandlerne, der er uddannet til at se på det hele menneske, et langt snævrere sygdomsbegreb, hvor sygdom forstås som individuel sygdom, der forårsager uarbejdsdygtighed. Lovgivningen giver dem ikke mulighed for at tage højde for en lang række af andre årsager.


Veje til forbedring synes at være et mere rummeligt sygdomsbegreb, hvor en patient, hvis vedkommende ikke kan fungere i hverdagen, er syg, uanset om der kan findes en diagnose eller ej. Dette kræver et system og en lovgivning, der i højere grad levner plads til, at sagsbehandlerne kan anvende en mere humanistisk tilgang i mødet med denne gruppe borgere.


Endvidere vil et system, der i stedet for mistro og kritik, bygger på anerkendelse af og tillid til borgerne, givetvis kommet et skridt mere i den rigtige retning af større rummelighed og fleksibilitet – inden for såvel det sundhedsmæssige som det sociale område.


Bogen henvender sig til studerende ved de sundhedsfaglige og medicinske uddannelser samt praktikere inden for de sociale og sundhedsfaglige områder. Den omhandler en række aktuelle problematikker i forhold til diagnosticering, kategorisering, sundheds- og sygdomsopfattelser og ikke mindst lovgivningens indvirkning på praksis i henholdsvis sundhedssektoren og det sociale system.

 

Titel: Magtfulde diagnoser og diffuse lidelser
Forfattere: Nanna Mik-Meyer & Mette Brehm Johansen
Udgiver: Samfundslitteratur
Omfang: 173 sider
ISBN: 978-87-593-1460-9
Bestilling: www.samfundslitteratur.dk
Pris: 198 kr.

 
Publiceret: 01-12-2009
 
Videnscenter for Bevægelseshandicap, MarselisborgCentret, Bygning 3, 2. sal, P.P. Ørumsgade 11, 8000 Århus C, Tlf: + 45 8949 1270