Faktisk er månedens bog slet ikke en bog, men en vision fra Danske Regioner – om en psykiatri i verdensklasse. Måske er VfB lidt uden for sit kerneområde her, men vi har aldrig været blege for at ytre os bredt og tværgående, hvorfor denne så markant fremførte strategi da også skal have et par ord med på vejen. Et par potentielt debatskabende betragtninger ligeledes.

Ikke mindst fordi området er så nært beslægtet med handicapområdet, hvor den måde, man opfatter handicap på, betyder så meget for hele den samfundsmæssige udvikling af feltet.

 

Først og fremmest er det glædeligt, at forholdene i psykiatrien nu bliver prioriteret – der har været alt for trange kår i mange år. Strategien indeholder otte visioner og 21 konkrete initiativer. Dem kan man selv studere nærmere på Danske Regioners hjemmeside. De otte visioner kan koges ned til udsagnet ”vi vil forbedre indsatsen for mennesker med psykisk sygdom”. Det interessante er lige så meget de argumenter og den retorik, der benyttes i de tilknyttede dokumenter, som man kan downloade samme sted.

De forskellige stigningskurver inden for hele området er nemlig dramatiske. Regionernes dokumenter fortæller Danmark, at vi har en voldsomt stor population af psykisk syge. Velfærdsssamfundet skal være for alle, forklares det, og derfor skal psykiatriske behandlingsmuligheder styrkes.

Stigningskurverne vil ikke blive brudt, med mindre der gribes ind nu, er argumentet. Og der står også følgende: ”En stor del af forklaringen (på stigningen) er psykiatriens succes med at behandle en lang række sygdomme…” Successen er altså paradoksalt nok med til at forklare, hvorfor langt flere melder sig under kategorien behandlingskrævende.

Men samtidig forklarer regionerne, hvordan hele samfundets bevægelser og kulturmønstre er med til at forme opfattelser af normalitet og afvigelse, hvordan ”flere er ensomme”, hvordan stress, traumatisering, adfærdsvanskeligheder, depressioner mv. nu officielt klassificeres som behandlingskrævende psykiske sygdomme. De nævner også ADHD som eksempel på denne udvikling.

Man kan tilføje, at det nærmest er blevet super-legitimt at karakterisere sig selv som havende en eller flere af disse sygdomme. Hele sundheds-/sygdomsdiskursen har været under stærk transformation de seneste 20 år, og det er altså som om, regionernes dokumenter glemmer at inddrage flere perspektiver i denne retning.

Vision 1 i planen er, at man vil øge danskernes viden om psykisk sygdom. Det lyder måske barskt, men de seneste 20 års udvikling på området har jo netop været præget af diagnostisk såkaldt vidensacceleration. Vi ved mere og mere om psykiske sygdomme. Måske vil nogen sige, at vi tror, vi ved mere og mere. Antallet af syge er fulgt med.

Strategien glemmer også at nævne, at hvis vores velfærdssamfund virkelig var for alle, altså rummeligt og inklusivt, værende i stand til blot i nogen grad at håndtere forskellighed og afvigelser, hvilket man inden for handicapområdet kun udmærket ved, at det ikke er, ville vi måske have langt færre med psykiske problemer.

Det er altså en efter-situation, regionernes dokumenter beskriver og forholder sig til – og så er problemet ”inde” i patienten, inde i psyken, inde i hjernen. Det er ikke i den måde, vi har indrettet vores samfund på og lever sammen på. Og argumentet for strategien er ellers også samfundsøkonomisk – det er jo dyrt, at så mange er syge og på førtidspension.

Samtidig lægger dokumentet op til, at man skal lære at ”mestre sin egen sygdom”. Det er en fin balancegang, for netop at fortælle folk om deres sygdom hele tiden kan have nogle konsekvenser, som man måske ikke ønsker – der kan være en risiko for fastholdelse.

Baggrundsfakta
Regionerne står for sundhedsvæsenet i Danmark. Det er det sidste, de har tilbage, herunder psykiatrien. De kan ikke selv udskrive skatter. Psykiatrifonden, som fodrer Regionernes strategi med antallet af psykisk syge af forskellig art, er en interesseorganisation, hvis formål det er at udbrede kendskabet til psykiske sygdomme.

Medicinalfirmaernes vækst har været fuldstændig parallel med væksten af diagnosticerede. Den klart største del af firmaernes vækst udgøres af psykofarmaka, altså medicin til behandling af psykiske sygdomme.

Firmaerne finansierer en stor del af forskningen og udfører lobbyarbejde for indførelse af nye diagnoser i den amerikanske diagnose-bibel, DSM (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders). Forskningen bidrager med nye diagnoser, screeningsmetoder og behandlingsforslag næsten dagligt. Det er eksempelvis herfra, vi har ADHD.

Dette er en række fakta, som man ganske enkelt ikke må overse, når man taler udvikling af psykiatriområdet. Ikke fordi vi vil gøre os til talerør for alle mulige scenarier, men fordi det er så naivt at isolere forklaringerne hos de enkelte mennesker, deres problemer og deres helbred. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at stille spørgsmål. Er det udelukkende positivt, at vi i højere og højere grad diagnosticerer og medicinerer vores børn og kører dem ind i specialundervisningsforløb?

Som man spørger, får man svar
Alle ved, at desto mere man leder efter, desto mere finder man. Det gælder også på dette område. Jo mere alle aktører og interessenter fra forældre, pædagoger og skoler til forskningen og de professionelle er modtagelige for en ADHD-forklaringsramme, desto flere tilfælde vil vi se. Og desto mere neuro-kognitiv tilstanden gøres, desto mindre diskuteres den måde, vi former og indretter vores samfund og børns opvækst og socialisering.

Så er det enklere at behandle og medicinere. Følgende må være et legitimt spørgsmål: befinder vi os på en fælles galej, hvor denne udvikling blot fortsat vil accelerere uden kritiske røster? Så kan vi nemlig godt være sikre på, at regionernes plan ikke vil vende udviklingen.

Jo mere man sætter sig for strategisk og systematisk at opspore og screene for eksempelvis ADHD, jo mere vil man se tilstande, udfordringer og problemer i dette lys. I skolerne, på jobkontorene, i fængslerne, i revalideringstilbud, på socialkontorene.

Desto mere man forklarer skolelærere om diagnoser, desto mere ”sygdom” vil de se i dagligdagen på skolerne. Man har med andre ord en fuldstændig klar forklaringsramme og et velafgrænset mønster på forhånd. Som i meget høj grad formidles ud til ”frontpersonalet” i forskellige sektorer. Der bliver således langt flere mini-diagnostikere, der er mere end parate til at indsætte deres brugere, elever, klienter eller bare borgere i disse skemaer.

Sådanne fænomener har historien set i alle spørgsmål om klassifikationer og kategoriseringer, det være sig om race, kultur, etnicitet, nationalitet, religion, minoritetsspørgsmål og historieskrivning for den sags skyld. Det er ikke blot kværulanteri, og derfor er det aspekter, man bør inddrage i debatten om fremtidens socialpsykiatri.

Medierne, og især dagspressens journalister, forholder sig fuldstændig ukritisk til udviklingen og rapporterer hver dag om de oversete adfærdsdiagnoser og psykiske problemer hos voksne og børn. I så høj grad, at det snart må være på tide at lægge karakteristikken ”oversete” bag sig. Og forsøge at lave kritisk og dybdegående journalistik på et område, der i så høj grad er rede til det. I stedet for mikrofonholderi for interesseorganisationer eller diverse freak shows.

Hvis der er noget, der ikke er overset i Danmark i disse år, er det ADHD, depression, angst og stress. Vi har fået at vide af Ugeskrift for læger, at der må være 100.000 voksne derude med ADHD. Nu skal de findes, og man starter med at lede blandt de kriminelle og de langtidsarbejdsløse. De må jo være syge. Interessenter som biotek- og medicinalbranchen bakker op helt og fuldt og støtter yderligere forskning, som så igen vil blive formidlet i fx Ugeskrift for læger.

Der hersker meget stor videnskabelig uenighed om hele dette område. Forklaringer og kritik heraf findes i øst og vest og på kryds og tværs. For tiden dominerer neuro-videnskabens simulerede farvegengivelser af områder i hjernen. Udviklingen går mod, også i henhold til den daglige retorik i medierne, at snart sagt alt kan ses gennem sådanne scanninger.

”Og det stammer fra dengang, vi var hulemennesker” er et udsagn, der også hyppigt fremføres. Dermed er der vel strengt taget intet at gøre ved det, og kultur og samfund reduceret til betydningsløst fnidder. Igen: husk nu debatten om tolkninger og det lys, man lige på dette tidspunkt i videnshistorien ser scanninger i. For få år siden talte man meget om helt specifikke og fast afgrænsede områder i hjernen, som styrer hhv. det ende og det andet. Det bevæger man sig i stigende grad væk fra i disse år.

De nuværende scanninger tolkes ind i et rampelys, vi allerede har sat på forhånd. Tiderne skifter for sådanne udviklinger. Meget hurtigt. Det samme gør videnskabelige forklaringer. For ganske få år siden var vi sikre på, at vi kunne kortlægge hele mennesket og forklare alle menneskelige fænomener, sygdomme og afvigelser, når alle vores gener var opmålt.

Der viste sig at være langt færre ”gener” end antaget, og kun i ganske enkle tilfælde har man bevaret den simplistiske ”genet for”- forklaringsramme. Aktuelt ser vi, at termer som forstyrrelser i ”neurotransmitterne” og ”basalganglierne” dominerer. Dem kan vi se på en scanner og farvelægge, så de understøtter argumentet. Ergo må vi have flere scannere, så vi kan scanne for flere irregulariteter i langt større omfang. Professor Lars-Henrik Schmidt ved Århus Universitet taler om en decideret ”brain-begejstring” i samfundet i dag. Vision 7 i regionernes plan fremfører, at vi må have flere scannere.

Retninger og nye vinde
Ingen kan være uenige i, at forholdene i psykiatrien i Danmark skal forbedres. Ingen kan dermed se sig uenige i regionernes visioner. Men der er nogle sider af udviklingen og nogle spørgsmål, vi ikke må glemme i farten og på vej mod en ”psykiatri i verdensklasse”.

Psykiatri ses af nogle som en disciplin, der er kørt fuldstændig fast i sine egne forståelser og argumenter (Paul McHugh, Johns Hopkins University School of Medicine), og som behøver en radikal kritik for at komme videre. Man er kørt fast i at ”sandheden” ligger i vores lister over diagnoser (DSM og ICD), ”videnskabelige målinger” og medicinering. Noget tyder derpå. Det går jo ikke fremad.

Man taler derimod mere og mere om egentlige psykiatriske folkesygdomme. De rene epidemier. Måske derfor argumenterer nogle forskere om behovet for en post-psykiatri og nye øjne på hele området ”disorders” og psykiatri. Det vender vi måske tilbage til engang her på siden, hvem ved?

Regioner.dk -  Visioner om en ”psykiatri i verdensklasse”