Livets politik 

”Den somatiske etik og biokapitalens ånd” er en parafrase over Max Webers ”Den protestantiske etik og kaptalismens ånd”. Max Weber er en af sociologiens founding fathers, og hans bog et eksempel på en stærk tænkers formuleringer af nogle af de fundamenter, vores samfund og værdier bygger på.

Nikolas Rose har kastet sig selv ud i et lignende projekt. Selv om han leger med Max Webers titel, er det Michel Foucault, der er hans største inspirationskilde. Michel Foucault var kendt som en slags vidensarkæolog, som gennem kritiske blik på historiske institutioner og fænomener (fængslet, de psykiatriske institutioner, seksualitet) analyserede hvordan deres logikker og rationaler har taget form.

Hans mission var at vise, hvordan de selvfølgeligheder og sandheder, vi tager for givet i dag, er konstrueret gennem specifikke historiske forløb og formet via magt og diskurser. Dermed arkæologien – han ”graver” i videnshistorien for at afdække eller ”dekonstruere” disse formationer.

Nikolas Rose gør det samme. Han gør det blot på mere beskeden vis, og så gør han det i sin samtid, hvilket også betyder, at han er ”midt” i historien og derfor ikke har det samme perspektiv.

Bogen er en samtidsdiagnostik, en beskrivelse af de konkrete vidensområder, som biologien, neurologien, genetikken, farmakologien og biomedicinen opererer på i dag. Det er så at sige en diagnostik over diagnostikken og dens betydning.

Hvad har det med handicap at gøre? Enormt meget. Nikolas Rose, som er professor ved den prestigiøse London School of Economics, fortæller i bogen om en helt ny måde at opfatte kroppen, mennesket og dermed ”livet” i sig selv på.

Mange af pointerne drejer sig om de måder, vi ser på sygdom og handicap på – behandlingsparadigmer. Hvordan er den politik, hvormed vi håndterer livet i sig selv og hvordan opererer de ekspertformationer, som er betydningsdannende for vores opfattelse af ”livet”? Den engelske titel er ”The Politics of Life Itself”.

Den udgave var med til at inspirere Videnscenter for Bevægelseshandicaps aktuelle bog, ”Handicap som krydsfelt”, som gennem forskellige nedslag viser, hvordan ”handicap” er et begreb formet af forgreninger i flere retninger på samme tid, blandt andet baseret på nogle af de vidensformationer, Rose er inde på. Se link til ”Handicap som krydsfelt” nederst på siden.

Biologiske borgere
Handicap, behandling, sygdomme, genetik, neurologi, psykiatri… omdrejningspunkter i bogen, der indkredser ”Livets politik”. Det er Rose’s hovedpointer, at vi er ved at blive biologiske borgere, at vidensformer og autoritære stemmer i stigende omfang synes at mene, at vi fuldt og helt ”er” vores hjerne, at vores liv og problemer er et resultat af dens kemi og ”neurotransmittere”, og at alt er et spørgsmål om at dykke dybere i hjernen og i det molekylære niveau – så kan alle årsager findes og (medicinsk) behandling appliceres.

Vi argumenterer selv som subjekter mere og mere ”biologisk” for at opnå rettigheder og accept. Med andre ord er vores civile borgerskab i højere grad biologisk – på hele det (social)psykiatriske område er transformationen tydeligst.

Nikolas Rose deltog i konferencer i Danmark i to omgange i efteråret 2008. Ved disse lejligheder beskrev han, at hans blik for tiden drejer sig yderligere i retning af en beskrivelse af et ”neuro-paradigme”. Mottoet for dette paradigme er ”screen and intervene”, mener han. ”Test og grib ind”, kan man måske oversætte det med.

I ”Livets politik” er han inde på de felter, hvor dette mest konkret udspiller sig. Det er en fornøjelse, at bogen hele vejen igennem netop er beskrivende i forhold til belysende eksempler. Det er tydeligt, at det er mekanismer, som Rose har set udspille sig i virkeligheden, der har fået ham til at skrive bogen.

At han vælger at fortælle om dem, er det, der giver bogen saft og kraft. Nogle gange er man ved at kløjs i de kemiske, molekylære eller genetiske beskrivelser, men de viser, at han har empirisk integritet: Bogen er ikke filosofisk tankespind.

Nuancerne i bogen er også tydelige. Rose er ikke den hardcore-kritiker eller kulturpessimist, som man måske kunne forvente, når en sociolog beskriver hvordan biomedicinen strikes back. I hvert fald ikke eksplicit.

Han kritiserer derimod sociologer og filosoffer som Bauman, Habermas og Fukuyama for at være alt for pessimistiske i forhold til de nye ”emergente livsformer”. De kan ikke se, at det nye paradigme omfatter en ”teknologi for håb”. Han siger ikke, at neo-biomedicin og neuro-paradigmet er nyt håb, men at det sælger sig selv som sådan – og at det ofte modtages sådan. Igen – der er masser af eksempler i bogen.

Netop det, at han kan se denne vinkel, gør ham anderledes end Foucault og de myriader af teoretikere, der beskriver magtmekanismer. Han ser ikke nødvendigvis vidensformerne som betvingende (kun i nogen grad), selv om han tydeligvis har en implicit kritisk tilgang til eksempelvis medicinalindustriens sponsorater af patientforeninger mv.

Men det er atter blot et eksempel – som helhed sidder man tilbage med en følelse af at være blevet klogere, når man har læst bogen. Sammenhænge, nogle af dem særdeles tankevækkende og til dels skræmmende, blotlægges og giver ny mening.

Nye mennesker
Vi er midt i en transformation, og Rose viser hvor gennemgribende den egentlig er: umiddelbart skulle man ikke tro, at neurovidenskaben og molekylærbiologien skulle have den helt store betydning for, hvordan vi er mennesker. Men indflydelsen på hvordan vi ser på sygdom og sundhed, normalitet og afvigelse, vores subjektivitet, politiske satsninger, tænketanke, vores fremtidige forskning og populære diskurser er enorm.

Rose kalder selv sit projekt for en kartografi – han forsøger at kortlægge udviklingen. Hans kritik, årsagssammenhænge og analyser ligger derfor ofte mellem linierne. Der er dog ingen tvivl om, at han ser magt udspille sig i hele denne arena. Men ligesom magten er implicit hos Foucault, er den det også i Rose’s skriverier. Man skal ofte selv lige dechifrere, hvordan magt udspiller sig i hans beskrivelser.

Hans viden stikker i mange retninger samtidig – ligesom hos en anden inspirationskilde, Gilles Deleuze – og det er på samme måde, Rose gerne ser den formet: ikke som faste begrebsdefinitioner og uomtvistelige teorier, men som sammenhænge, der i henhold til den konkrete kontekst kan antage forskellige betydninger.

Det er sådan set sundt nok, at man selv skal udlede magtkritik og -analyse. Man føler ikke, man bliver belært ovenfra af en kulturpessimistisk marxist på noget tidspunkt under læsningen. Ikke at der nødvendigvis er noget i vejen med sådanne belæringer fra tid til anden, men hos Rose får man ganske enkelt god gammeldags respekt for omfanget og perspektiverne af viden.

Og lad os blot bringe handicapideologers læring op om, at handicap er socialt og kun kan forstås som sådan. Bare lige i en sidebemærkning som denne – som perspektiv for forståelsen af Rose’s pointers betydning for handicapområdet.

Sporene
Det rum, Roser lader sine beskrivelser udfolde sig i, indeholder fem spor – eller overskrifter for de ”mutationer”, han ser i tiden. Lad disse være de sidste bemærkninger i denne anmeldelse og må de anspore til opfølgning og læsning af Rose:

1. Molekylarisering: Livsprocesser anskues i stigende grad på det molekylære niveau og i mindre grad på det samtalende niveau, på det niveau, man umiddelbart kan betragte. Vi går mod at sandheden om livet ligger i molekylære sammensætninger, der kan scannes og måles.

2. Optimering: Interventioner handler i stigende grad om at optimere et potentiale, som ikke længere er naturligt givet af polerne sundhed og sygdom. Man kan altså blive ”behandlet”, selv om man måske ikke er ”syg”, men mener, at man kan få det bedre af behandlingen eller medicineringen. Hele billedet af hvad sygdom, eller risikoen for sygdom, er, er under forvandling.

3. Subjektifikation: Nye ideer om, hvad mennesket er, hvad vi bør gøre, hvad vi kan håbe. Det biologiske borgerskab, somatiske individer, som forholder sig på nye måder til os selv og hinanden.

4. Somatisk ekspertise: nye ekspertsystemer og professioner, som rådgiver og udøver magt i forhold til forvaltningen af os selv og vores kroppe – eller rettere sagt, det selv, som er vores kroppe. Tænk blot på hvor omfattende sundhedsråd, vi udsættes for hver eneste dag. Men også mere avancerede former som genetisk viden, private klinikker og internet”viden” om bioetik – om alt fra Alzheimers og ADHD til hjertesygdomme og kræft.

5. Livsøkonomier: De nye forbindelser mellem bio-sandheder og kapitalisering. Medicinalindustrien og farmaceutiske virksomheder er forvandlet til giganter under denne udvikling. De er blevet uløseligt indfiltreret i den omgivende geopolitik. En del af landskabet, simpelthen. De viser sig som sælgere af håb og som bærere af social ansvarlighed, men det er dem, der udmønter og kapitaliserer de politikker, Rose beskriver. Det er dem, sammen med terapueter, rådgivere og coaches af alle mulige slags, der er udbydere af det håb og det optimeringspotentiale vi har som mennesker. Hos Rose er dette ikke så negativt, som det lyder.

Disse størrelser kommer på overskriftplan til at lyde sort/hvide og fortegnede. Det er en af grundene til, at man skal læse bogen og sætte sig ind i historien bag ”den somatiske etik og biokapitalens ånd”. Især når den nu er kommet i en lækker udgave på dansk.

"Livets Politik" har været med til at inspirere VfB's nyeste udgivelse, som implicit beskæftiger sig med nogle af de nævnte områder på let tilgængelig vis. Læs mere i:  Handicap som krydsfelt

Titel: Livets politik
Forfatter: Nikolas Rose
Udgiver: Dansk psykologisk forlag
ISBN:978-87-7706-518-7

Omfang: 432 sider
Bestilling: www.dpf.dk
Pris: 388 kr.