På disse sider findes nyheder med relevans for handicapområdet
Anbragte børn med handicap
I VfB’s seneste publikation ”Indviklet Udvikling – børn og unge med komplicerede bevægehandicap” indgår blandt andet en artikel om anbragte børn med bevægehandicap. I artiklen tydeliggøres de problemer, som følger af, at børn med handicap anbringes efter samme regler som eksempelvis børn af socialt udsatte forældre.
Over sommeren 2009 har debatten også optaget Folketingets Socialudvalg. I august 2009 fremlagde Indenrigs- og socialministeren svarene på en række henvendelser fra udvalget, blandt andet om hvordan Finland, Norge og Sverige håndterer anbringelser af børn med handicap.
I Sverige gælder særskilte regler for anbringelsen af børn med handicap efter ”Lov om støtte og service til handicappede” (LSS § 9). I Finland anbringes efter samme lov, handicap eller ej – på nær børn med udviklingshæmning, der har deres egen regelsæt i ”Intellectually Disabled Act”. I Norge kan børn med handicap anbringes efter både socialtjenesteloven og loven om børneværnstjenester. Hvornår den ene lov bruges frem for den anden, er op til de norske kommuner.
I vores nabolande arbejder man altså med mere eller mindre særskilte regler for anbringelse af børn med handicap. Det efterlyser Danske Handicaporganisationer (DH) i Danmark.
FBU ForældreLANDSforeningen, der rådgiver og støtter forældre til anbragte børn, er imidlertid ikke enig med DH. I et brev til Folketingets Socialudvalg lufter de en bekymring for at en særlovgivning for anbringelse af børn med handicap åbner op for en skelnen mellem ”gode og dårlige forældre på en måde, så begrebet ”selv skyld i situationen” står mellem linjerne”.
Det er ikke lovgivningen, der er problemet, men måden den forvaltes på af kommunerne, pointerer FBU.
FBU bakkes op af Indenrigs- og socialministeren i sit svar til Folketingets Socialudvalg. Men, fortsætter ministeren, i spørgsmålet om hvorvidt der skal udarbejdes særskilte regler for anbragte børn med nedsat fysisk funktionsevne, har satspuljepartierne som en del af satspuljen for 2009 afsat midler til en undersøgelse af børn med handicap. Den forventes afsluttet i efteråret 2010.