Der er nu mulighed for at købe VfB trilogien "Handicap & Kompleksitet" til en fordelagtig pris:
Køb alle tre bøger for kun 200 kr.
+ moms og forsendelse
I de tre bøger fokuseres på definitioner og kategoriseringer af handicap og på, hvad det betyder for praksis og de enkelte mennesker.
Bøgerne belyser de fleste vinkler, som handicapbegrebet kan anskues fra, afsøger grænsezonerne og er med til at udvide og præcisere hvad vi taler om, når vi taler ”handicap”.
Bøgerne kan anvendes til undervisning, workshops, udviklings- og vidensarbejde på handicapområdet og henvender sig bredt til fagpersoner, handicaporganisationer og studerende.
Trilogien præsenteres her kort. Via titlerne på de enkelte bøger, kan der klikkes videre til en længere beskrivelse samt anmeldelser mv.

Det siger næsten sig selv, at bevægehandicap kan være mere eller mindre komplicerede. Der er straks sværere at afgøre, hvor grænsen mellem det enkle og det komplekse skal trækkes. I bogen ser vi nærmere på situationer, hvor vilkårene for børn og unge med bevægehandicap er flertydige og særligt vanskelige.
På baggrund af aktuel forskning, udenlandske erfaringer og personlige oplevelser diskuteres hvordan den professionelle indsats på børnehandicapområdet kan håndtere udfordringer, der stiller store og anderledes krav til fleksibilitet og nytænkning.

Handicap som begreb er et krydsfelt. Det er sammenflettet af skiftende betydninger, klassifikationer, meninger, organiseringer og identifikationer. I denne bog giver VfB et indblik i konkrete felter, hvor dette forhold giver sig til kende, vidensmæssigt, i ny forskning og i praksis.
Bogen handler således om handicap, viden og handicapviden. Bogen er som sådan selv et krydsfelt, der understøtter et vidensbaseret kritisk blik på, hvad handicap er. Den giver en bredere forståelsesramme for områdets dynamikker og flertydighed. Handicap er ikke bare handicap. ”Handicap som krydsfelt” viser hvorfor.

Bevægelseshandicap handler ikke blot om fysiske funktionsnedsættelser, men rummer samtidig mere usynlige sider. Det er sider, der kan være svære at definere og kategorisere, og derfor risikerer vi let, at de forsvinder mellem linjerne. Skjulte sider lader sig vanskeligt måle og veje.
Også for den enkelte person kan erkendelsen af og erfaringen med de usynlige sider være smertefuld, således at de forbliver skjulte eller underdrevet. Derfor sætter vi med bogen spot på blandt andre kognitive, sociale, psykiske, aldrings- og følelsesmæssige sider af bevægehandicap.